Som jeg dog er taknemmelig..og ulidelig bagklog.

Jeg var i aftenvagt i går. Indimellem går det lidt trægt med at få patienter igennem til røntgenundersøgelser. Så må vi rykke og høre røntgen afdelingen, om patienten virkelig er henvist, eller om der kan være tale om forsinkelse af anden årsag. I går var der sket et større trafikuheld, så derfor var der forsinkelse på . Senere talte jeg med lægen, der havde taget imod, og hun fortalte, at der var børn involveret i trafikuheldet. Jeg tænkte ikke nærmere over det, før jeg så en SMS fra Katrine ved vagtskifte. I forbindelse med afslutning af 3.g har de valgt at få taget et specielt billede foran en brandbil. De var flere elever, der kunne køre derud og på vej hjem kører en klassekammerat  frontalt ind i en modkørende bilist. Bagvedkørende klassekammerat kan ikke nå og bremse, og der sker et harmonikasammenstød. Flere  har fået lette indre kvæstelser, trykket ribben, én har fået slået en fortand ud og fået flækket et øjenbryn. 

De slap med skrammer, også Katrine, som kørte et stykke foran, og ikke opdagede noget. Hun kendte vejen og vejforholdene godt lige der hvor det skete, så heldigvis var hun forsigtig. Nu sidder hun lige her, træt og chokeret efter besøg på sygehuset, og jeg er taknemmelig. Hvor mange fnys og himmelvendte øjne har barnet ikke sendt mig, når jeg har formanet om forsigtig kørsel i blæsevejr, regnvejr, snevejr, frostvejr, mørkt vejr, men også tøvejr med risiko for underafkølet kørebane. Så måske er jeg også lige nu lidt bagklog. Kan ik' la' vær'.