søndag den 2. marts 2014

Fra 3 til 2, og fra 5 til 4.

Katrine er lige fyldt 20 år. Èn teenager mindre i huset. Billedet herunder er taget sidste år ved dimissionen fra Katedralskolen i Viborg.  Nu er der snart gået et år som kontormedhjælper på skolen, og en ny beslutning for fremtiden skal tages. Hun og kæresten har været til U-days i Århus.  Hun havde meldt sig til at høre om jura og antropologi. Psykologi er også under overvejelse. Hun har skrevet sig op til kollegieværelse.
 

Det betyder, at vi går fra 5 til 4 i løbet af året. Allerede nu mærkes det, for week-ender og en del aftener tilbringer hun ofte ude af huset sammen med kæreste eller veninder. Langsom tilvænning er godt, og jeg er ved at vænne mig til tanken, og kan i realiteten godt mærke, at hun trænger til komme hjemmefra:-)
 
  
Lysten mangler til strik i tiden. En jakke på pinde 6, og så kan man da mærke, at det går fremad alligevel:-)

7 kommentarer:

  1. Det er altid et stort skridt for forældrene når vores børn begynder at flyve fra reden. De sætter så desto mere pris på at få og komme på besøg :D Gratis mad, forkælelse.
    Ser ellers rigtig spændende ud dit strik. Glæder mig til at se mere.

    Kh. Lis

    SvarSlet
  2. Det er både fantastisk og vemodigt på en gang, når ungerne skal ud og stå på egne ben, for det er jo også en epoke der slutter. Det ser ud som om du har gjort dit arbejde godt, for hun lyder som om hun er klar til de nye udfordringer og du lyder også som om du er klar til at lade hende flyve.

    SvarSlet
  3. Ja... det er en overgang.. det er en omvæltning.. og det åbner for nye måder at mødes på.
    kh. Anne

    SvarSlet
  4. Det er en omvæltning i hverdagen, når børnene bliver så store. Men dejligt,når det sker gradvist. Min mindste blev 19 i går, jeg frygter lidt den dag hun som den sidste flytter hjemmefra, men dejligt når de kan og vil springe ud i livet ( og at de fortsat kommer hyppigt forbi til forkælelse og optankning:-))
    Det ser spændende ud, det du har på pindene, dejlig farve, Kasmir?

    SvarSlet
  5. Du har ret, det er godt man kan nå at få sjælen med når ens børn begynder at stå på egne ben :)
    Det er jo den vej det går, og som regel er det jo ikke så skidt - de klarer sig og heldigvis klarer de sig oftest godt! Og jeg ved af erfaring at man vænner sig til det :))

    SvarSlet
  6. En stor omvæltning, men man vænner sig.....
    Sidder lige nu med de to yngste i sofaen ved siden af mig og nyder deres weekendbesøg. I morgen tager de retur med vasketøj og indkøb og hjemmet ligner sig selv igen. Hyggeligt, at de kommer tit.

    SvarSlet
  7. Det skal nok blive godt, selv om det er hårdt.

    SvarSlet